Mary McGovern
Lærer i Alexanderteknik siden 1979

Alexanderteknik

Foto: Tim Clements - rangefinder.dk

Alexanderteknikken er en metode, som kan gøre den enkelte mere opmærksom på balance, holdning og bevægelse, både i dagligdagens aktiviteter og i specialiserede aktiviteter såsom stemmebrug, instrumentspil, dans, sport.

Alexanderteknikken kan gøre os bevidste om vores reaktionsmønstre og muskelspændinger og lære os at skelne mellem nødvendige og unødvendige reaktioner. Teknikkens formål og perspektiv rækker langt ud over afspænding og kropsbevidsthed. Dens mål er at sørge for, at alle sindets og kroppens potentialer kan udnyttes optimalt i alle situationer.

Det er en praktisk teknik, som retter sig mod de mest grundlæggende aktiviteter såsom at bevæge sig, trække vejret, spise og tale, løfte og bære, læse og skrive, men den fungerer også som en almen basis for sundhed, forebyggelse af skader, kontrol over vanemæssige reaktioner og virkeliggørelse af den enkeltes potentiale. Det er en teknik, som mennesker i alle aldre og med meget forskellig baggrund har lært at benytte sig af.

Foto: Tim Clements - rangefinder.dk

Foto: Tim Clements – rangefinder.dk

Der er mange grunde til at lære Alexanderteknikken. F.eks. tager musikere, skuespillere og andre udøvende kunstnere lektioner for at opnå større frihed og sikkerhed. Andre kommer med fysiske lidelser, neuro-muskulære problemer, dårlig ryg, åndedrætsbesvær, ledproblemer eller muskelspændinger.
Et voksende antal mennesker søger Alexanderteknikken, fordi den får dem til at føle sig bedre tilpas og giver dem større frihed, både personligt og i forhold til omverdenen.